fri proces

Adgangen til at få prøvet sin ret

Fri proces

 

Uanset om man har de fornødne økonomiske ressourcer eller ej, skal enhver have muligheden for at få prøvet sin ret ved domstolene. Det er en helt central del af kernen i et retssamfund. Denne ret kommer også til udtryk i både Grundloven og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

 

Rent praktisk betyder det, at man i Danmark har en ordning om fri proces, så borgere med begrænsede økonomiske ressourcer kan få prøvet deres ret. På denne måde, vil man, hvis man opfylder kravene for at opnå fri proces, kunne få dækket de omkostninger, der er forbundet med at føre en sag. Ønsker man derfor at anlægge en sag, eller er man selv sagsøgt, er det derfor en god idé at undersøge kravene for fri proces.

 

Krav for fri proces

 

Står man midt i en juridisk udfordring, bør man i første omgang kigge i sin forsikringspolice, hvor de fleste mennesker er omfattet af en retshjælpsforsikring gennem deres indboforsikring. Er man omfattet af en retshjælpsforsikring, vil det som udgangspunkt være denne, der dækker omkostninger. En retshjælpsforsikring har dog en række begrænsninger og dækker som udgangspunkt kun tvister, der er opstået i privatlivet.

 

Økonomiske krav

 

Som nævnt, er fri proces en adgang for borgere med begrænset økonomisk formåen. Derfor kan enhver heller ikke opnå adgang til at få dækket sine omkostninger. Der er derfor fastsat indkomstgrænser baseret på den årlige indtægt hos den ansøgende. Ved vurderingen af, om en ansøger opfylder de økonomiske krav for fri proces, kigger man på den ansøgendes forrige årsindtægt. Vil man derfor ansøge om fri proces i 2018, så er det altså årsindtægten fra 2016, der danner grundlag for vurderingen af, om man opfylder kravene. Står de aktuelle indkomstforhold væsentligt i misforhold til de tidligere oplysninger, er der dog også mulighed for, at senere indkomstforhold kan lægges til grund i en vurdering.

 

Nedenfor ses de fastsatte beløbsgrænser for ansøgere. Det er værd at være opmærksom på, at hvis man som ansøger enten har et barn boende eller kan anses som værende forsøger for et barn under 18, så forhøjes beløbet med 56.000 kr. pr. barn.

 

Beløbsgrænser pr. 1. januar 2018:

 

Enlige ansøgere: 322.000 kr.

Ansøgere i ægteskab eller andet samlivsforhold: 409.000 kr.

Forhøjelse for hvert barn: 56.000 kr.

 

Rimelig grund

 

Ligesom der stilles visse krav til ansøgerens økonomiske forhold, stilles der også krav til omstændighederne vedrørende sagen. Der er et krav om, at ansøgeren skal have rimelig grund til at føre sagen. Er sagen af stor betydning for ansøgeren kan dette blandt andet være en medvirkende årsag til, at der kan gives adgang til fri proces. Der bliver også lagt vægt på ansøgerens chance for at vinde sagen, ligesom sagens omkostninger og omfang er af betydning for, om der kan opnås fri proces.

 

Hvilke omkostninger dækker fri proces?

 

Får man fri proces, behøver man ikke betale den ellers sædvanlige retsafgift. En retsafgift er en afgift, som domstolene opkræver for staten. Man får endvidere ret til få beskikket en advokat, hvor omkostningerne hertil dækkes. Det gælder ift. salær, omkostninger ved syn og skøn mv.

 

Hvordan søger man om fri proces?

 

Er man dækket af en retshjælpsforsikring, er det som udgangspunkt hos forsikringsselskabet, at man skal rette henvendelse. Vedlægger man de relevante informationer, herunder årsopgørelse, sagsmateriale mv., og opfylder man i øvrigt kravene for fri proces, behøver man ikke betale selvrisiko.

 

Hvis man i modsat fald ikke er dækket af en retshjælpsforsikring, må man henvende sig til civilstyrelsen, som vurderer, hvorvidt man er berettiget til fri proces.

 

Dette blogindlæg kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Glitnr.com påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan afledes af brugen af dette blogindlæg. Dette gælder, hvad enten skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i blogindlægget eller af øvrige forhold, der relaterer sig til blogindlægget.

Martin Kleist

Martin er Community Manager hos Glitnr. Martin skriver indlæg om Glitnr samt relevante nyheder og kommentarer fra den juridiske rådgivningsbranche. Martin kan kontaktes direkte på mk@glitnr.com

Indhent Tilbud