fremtidsfuldmagt

Fremtidsfuldmagt – en tryghed for fremtiden

Den ærgerlige situation, hvor man ikke er i stand til at varetage sine personlige eller økonomiske forhold, kan desværre indtræffe for alle. En tryghed kan bestå i at oprette en fremtidsfuldmagt, som netop tager højde for denne situation. En fremtidsfuldmagt er en forholdsvis ny mulighed, og det betyder, at man kan bemyndige andre personer til at tage vare på ens personlige anliggender. Det kan være nyttigt i tilfælde af, at man eksempelvis kommer ud for en ulykke eller bliver alvorligt syg, som medfører en manglende evne til at varetage sine praktiske forpligtelser.

 

Hvad er en fremtidsfuldmagt?

 

I en fremtidsfuldmagt kan man give en eller flere personer adgang til, at kunne træffe beslutninger, der normalt ikke kan træffes af andre end fuldmagtsgiveren selv. Det kan eksempelvis være beslutninger angående bankforretning. Er man kommet i den uheldige og triste situation, hvor man er blevet syg, så syg, at man ikke selv kan tage beslutninger om, hvordan der skal ske pleje og omsorg, kan en person bemyndiget med en fremtidsfuldmagt ligeledes træffe beslutninger vedrørende disse forhold. Præcist hvilke forhold, der kan varetages af en fuldmægtig bør i samarbejde med en juridisk ekspert i familieret overvejes i forbindelse med udfærdigelsen af fuldmagten, således at man er helt sikker på, hvad omfanget af fuldmagten er.

 

Hvordan laver man en fremtidsfuldmagt?

 

I fuldmagten beskrives hvad hensigten med fuldmagten er, og hvad omfanget af fuldmagten er. Det er fuldmagtsgiver, der skal anføre sine ønsker, således at man er vidende om, hvilke dispositioner, der kan foretages på baggrund af fuldmagten. Er der flere mulige fuldmægtige anført på fuldmagten, skal den indbyrdes stilling mellem disse også fastlægges.

 

Når man har udfærdiget en fremtidsfuldmagt, skal den registreres. Det sker på www.tinglysning.dk. Herefter opbevares fremtidsfuldmagten i fremtidsfuldmagtsregisteret. I forbindelse med oprettelsen af en fremtidsfuldmagt skal man ligesom ved oprettelsen af et testamente forbi en såkaldt notar. Notaren har blandt andet til opgave at sikre, at fuldmagten er kommet i stand på retvisende vilkår, og den eksempelvis ikke er kommet i stand under tvang, misbrug mv. Ved vedkendelsen hos notaren skal der betales en retsafgift på 300 kr.

 

Hvordan sætter man fremtidsfuldmagten i kraft?

 

Fuldmagten er passivt opbevaret i Fremtidsfuldmagtsregistret, indtil den sættes i kraft. Det er Statsforvaltningen, der sætter fuldmagten i kraft, hvis dette bliver relevant. Ønsker man selv som fuldmagtsgiver at sætte fuldmagten i kraft, skal man anmode Statsforvaltningen herom. Det gør man ved at udfylde en blanket, som kan findes på Statsforvaltningens hjemmeside. Ønsker nogle af de i fremtidsfuldmagten anførte fuldmægtige at sætte fuldmagten i kraft, følges samme procedure. Der skal ved anmodningen ligeledes vedlægges en lægeerklæring, men det er Statsforvaltningen, der foretager den afgørende vurdering af helbredstilstanden hos den fuldmægtige.

 

Hos Glitnr hjælper vi med alle forhold indenfor familie og arveret. Hvad vi typisk rådgiver om indenfor familie og arveret, kan du læse mere om her. Opret din sag for et uforpligtende tilbud på, hvordan vi kan hjælpe dig. Vores jurister sidder klar til at se din sag igennen.

 

Dette blogindlæg kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Glitnr.com påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan afledes af brugen af dette blogindlæg. Dette gælder, hvad enten skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i blogindlægget eller af øvrige forhold, der relaterer sig til blogindlægget.

Martin Kleist

Martin er Community Manager hos Glitnr. Martin skriver indlæg om Glitnr samt relevante nyheder og kommentarer fra den juridiske rådgivningsbranche. Martin kan kontaktes direkte på mk@glitnr.com

Indhent Tilbud